Så er områdefornyelsen i gang

liv3Områdefornyelse i Løgumkloster. Træerne i Markedsgade langs butikkerne i Markedsgade er fældet og ligger på Markedspladsen (Foto: Britta Larsen - Far & Søn)Løgumklosters borgere kan nu ved selvsyn se, at områdefornyelsens gennemførelse for alvor er påbegyndt. Efter næsten 2 års forarbejde med ansøgninger, planlægning og borgerinddragelse i arbejdsgrupper præger de gule entreprenørmaskiner nu bybilledet. I dag (20/2) har gadens træer ud for butiksrækken måtte lade livet, for at genopstå med en ny placering i det nye bybillede, som langsomt vil opstå.

Der er god grund til at advare trafikanter om, at der bør køres forsigtigt i området både af hensyn til de, som arbejder på stedet, men også af hensyn til at man måske kan blive en smule overrasket, hvis man er vant til at køre lidt friskt rundt i svinget Møllegade/Markedsgade. Man kan heller ikke forvente, at den sædvanlige p-plads lige ud for butikkerne er til rådighed. I det hele taget vil bymidten i første halvår af 2019 være meget præget af omlægninger og afspærringer. Markedspladsen vil også i et vist omfang tjene som midlertidig oplagsplads.

Trods de gener et sådant arbejde uvægerligt vil medføre, er klosterborgerne generelt forventningsfulde efter at se forandringerne finde sted. Der har været en rigtig positiv stemning omkring hele forarbejdet, og mange er blevet hørt.

Nu er vi i gang, og loegumkloster.dk vil følge slagets gang kontinuerligt. Se billedserie.

Udskriv Email

Politiet har lejet Nørre Løgum Centralskole

udrykningsblink2Betjente fra Syd- og Sønderjyllands politi vil foreløbig frem til november holde forskellige øvelser og kurser på Nørre Løgum Centralskole, som politiet har lejet til formålet.

Nogle borgere har måske bemærket, at der af og til er et større eller mindre opbud af politi på Nørre Løgum Centralskole. Og det er der en ganske god forklaring på.

Politiet har nemlig lejet skolen af Tønder Kommune med det formål at holde forskellige øvelser og kurser på skolen for politibetjente hos Syd- og Sønderjyllands Politi.
Betjentene skal blandt andet have vedligeholdelseskurser i førstehjælp, anholdelsesmetoder og andet konkret politiarbejde.

Der bliver ikke kørt udrykning til og fra skolen, men i bygningerne vil der blive skudt med løse skud.

Nørre Løgum Centralskole blev nedlagt som skole i 2011, og den har været udbudt til salg i 2012 og 2013, uden der kom en handel ud af det. I perioden 2014 til 2018 har AsylSyd lejet sig ind på skolen, som både blev brugt til midlertidig overnatning og undervisning.

Udskriv Email

Møllekroen hærget af omfattende brand

IMG 6057 kopiVed 13-tiden udbrød brand i Møllekronen. Løgumkloster Frivillige Brandværn var sammen med andre værn hurtigt på stedet med det helt store udtræk.Der udbrød i går (30/1) ved 13-tiden en brand i Møllekron beliggende i Møllegade i Løgumkloster. Branden udviklede sig hastigt til at blive altødelæggende, og der var i forbindelse med branden nogen dramatik omkring redningen af beboere fra de 6 lejemål i ejendommen. Således måtte en af beboerne reddes ud af et gavlvindue, som ligger over en nedkørsel til kroens kælder. Således er højden fra bunden af nedkørslen og op til vinduet omkring 8 meter.

5 Personer pådrog sig røgforgiftning i forskellig grad, så ud over brandslukningskøretøjer fra flere lokale brandværn blev der også rekvireret ambulancer og medicinere. 3 personer måtte en tur på skadestuen til behandling for røgforgiftning.

Brandvæsenet måtte på bygningens vestside forholde sig til, at der på stedet forefandtes flere gasflasker, og slukningsarbejdet stod på til langt ud på aftenen, idet brandfolkene måtte fjerne tagplader for at kunne udføre slukningsarbejde i skjulte hulrum under taget.

Ilden brød ifølge politiets udtalelser til JyskeVestkysten, tilsyneladende ud flere stede på en gang, og sent onsdag blev en 18 årig fra Løgumkloster anholdt. Han fremstilles i dag (31/1) i grundlovsforhør sigtet for at have påsat branden.

Se billeder fra branden her: Brand i Møllekroen

 

Udskriv Email

Nytårskur & -koncert på Løgumkloster Højskole

plakat for nytårskoncert 270119

De seneste to år har Løgumkloster Højskole afholdt en nytårskoncert i Ottekanten. De medvirkende har været lokale sangere, musikere og teaterfolk, og koncerterne er blevet bakket op af et stort, begejstret publikum. Med den succes er der skabt en lille tradition, så derfor ønsker man fra højskolens side også i år at markere nytåret musikalsk. Derfor inviterer skolen alle til en flot nytårskoncert i Ottekanten søndag d. 27. januar kl. 15.

Højskolen vil gerne give alle mulighed for dels at hilse hinanden godt nytår med lidt bobler og en småkage eller to, og dels skabe en fornøjelig og musikalsk start på det nye år.

Arrangementet er igen kommet i stand med frivilliges tilsagn om at bidrage musikalsk. En række kendte navne stiller op og diverterer med musikalske indslag i alle genrer. Fælles for dem er, at det passer til den fornøjelige og forventningsfulde begivenhed, en nytårskoncert skal være.

Ved nytårskoncerten medvirker: Løgumkloster Vokalensemble Både den tidligere rektor og den nuværende rektor for Løgumkloster Kirkemusikskole, Peter Langberg og Hans Christian Hein, medvirker og spiller blandt andet Radetzkymarch for firehændigt klaver, så alle får lejlighed til både at nynne og klappe til den kendte march af Johann Strauss den ældre.

Der bliver også musikalske indslag ved andre solister, således vil Pia Jørgensen synge til akkompagnement af Bente Jensen Ovesen, ligesom Aksel K. Olesen, Steffen Schulz, Pia Hansen, Jimmy Sode Nielsen samt Lise Rødkjær Hvass alle medvirker med musik og sang.

Ud over at være et hyggeligt arrangement, bidrager arrangementet også til skolens økonomi, idet der vil være en beskeden entré på kr. 50,- ved arrangementet – bobler includeret. 

På den baggrund håber Løgumkloster Højskole, at mange vil tage imod invitationen og deltage i nytårskoncerten, siger formand for Løgumkloster Højskole, Elsemarie Dam-Jensen.

Udskriv Email

Vintersyssel i Løgumkloster

beskaering1beskaering2 "Det gamle træ, oh lad det stå, indtil det dør af ælde" er en gammel vise, hvis tekst mange skænkede en tanke for mange år siden, da man en dag uden varsel var i færd med at fælde de gamle alletræer, som omkranser Markedspladsen. Rækken langs Markedsgade måtte dengang lade livet, inden det i al hast blev stoppet, men træerne Vestergade blev reddet.

Disse gamle træer kan synes at ville vælte uden varsel, men omvendt har de nu stået så længe, at vi vel nok kan unde dem at dø af ælde. Begrundelsen dengang var, at de var syge og, at de ville skulde fælles allligevel. I dag-  mere end 20 år senere - får de så en kærlig studsning i nakken, for at stå skarpe og friske til foråret. Man har endog fundet håndsaksen frem i stedet for en maskinel barbering i erkendelsen af, at en maskinel barbering giver urene snit og øger risikoen for at træerne lider en mere end højst nødvendig overlast ved den tilbagevendende klipning.

"Det gamle træ, oh lad det stå, indtil det dør af ælde" siger så meget om, at alder og forgængelighed rummer en masse budskaber om skønhed og respekt for livet til os alle. Det gør de gamle træer i Løgumkloster brostensbelagte Vestergade også.

Vi kipper med flaget i den anledning.

Udskriv Email

Flere artikler ...